Om Kommunisme, Nazisme og Opfattelsesrelativisme (Danish Text)

I sommeren 2004 fejrede Danskerne agurketiden med en offentlig diskussion om, hvorvidt Ole Wivel og Knud Jensen skulle have bekendt deres Nazi-sympatier eller ej. Dette giver anledning til at påpege, at begrebet opfattelsesrelativisme ofte bliver ignoreret af folk som burde vide bedre. I nyere tid har historikere som Barbara Tuchman (‘The March of Folly’) og Anne Appelbaum (‘Gulag’) understreget, at vi ikke skal fjerne os ret mange år fra det tidspunkt hvor begivenhederne foregik, før vi glemmer eller ændrer opfattelse – ikke alene på grund af nye informationer, som gør det umuligt at tænke med fortiden’s opfattelse, men simpelthen på baggrund af en ændret politisk eller kulturel mode, nemlig den aktuelle i dag. De skiftende vurderinger af situationerne i Vietnam, Afghanistan, Irak og Ukraina illustrerer dette mere end tydeligt.

I det øjeblik tingene er på afstand forstår vi måske mere, men vi har samtidig fjernet os fra de daværende realiteter, som betingede meningerne og beslutningsprocesserne, og det gør det uendelig meget lettere at kritisere tidligere meningsdannelser. Hvad nu hvis vi virkelig havde fundet WMD i Irak? (Det gjorde vi måske – det var blot mennesker og ikke bomber!) Eller hvis Chamberlain havde haft ret? Hvad med de Ukrainere, som med traditionelt brød og salt bød Hitler’s tropper velkommen i Juni 1941, var de landsforræddere? Tolerance og ligegyldighed er tæt beslægtede begreber, som parret med minimal information forplumrede 1930’ernes forståelse som de gør det i dag; vigtige beslutninger tages stadig med 20% viden og 80% antagelse – både i politik og i forretning.

Det er meget normalt at skifte opfattelse mellem hvad vi mener på tidspunktet og hvad der er opportunt bagefter, alt farvet af den gældende politiske realitet. For det første skifter denne realitet, for det andet er mennesker åbenbart skåret over den samme læst, uanset nationalitet. Endelig er det naturbundet at opfatte fortiden ud fra den viden vi har i dag og ikke med datidens øjne. Viden har det med ikke at transmitteres automatisk, den skal vedligeholdes, og manglende viden er et vanskeligt begreb at styre senere.

I 1932 opfattede en stor del af tyskerne Hitler som en latterlig person, der snart ville forsvinde. Få, som f.eks. Hindenburg, sagde, at “den mand vil føre vort land i afgrunden”. Senere skiftede opfattelsen, men stadig var det for mange et spørgsmål, om Nazismen var lidt ondt med en masse godt, eller godt med en hel del ondt. Tyskerne, og mange andre i 1932-35, også danskerne, var uenige om hvor grænsen lå.
Hældte man til det gode, var det orden efter kaos, positiv økonomi efter krak, arbejde efter arbejdsløshed, fremgang, motorveje, Folkevogne og en vej til at genvinde en tabt national stolthed, som dengang var et yderst reelt værdibegreb for alle nationer.

Det onde var lidt sværere at få øje på i starten, skønt Krystalnatten skulle have været en morgenvækning af dimensioner. De negative begivenheder forsvandt i en sø af fremgang og national storhed, som ikke var spildt på datidens danskere. Vi bør i denne sammenhæng ikke glemme, at en stor del af den Danske industri støttede den Tyske krigsmaskine gennem det meste af krigen, f.eks ved bygningen af U-bådsbasen i St. Nazaire og broer i Kroatien.

I 1975 spurgte man mig ofte i Holland hvilket sprog man talte i Danmark -endog hvor Danmark var præcist!. Er det så utænkeligt, at man var mindre generelt informeret i 1935 og en tid lang så mere på de store muligheder? Vi glemmer, at man ikke havde de sidste 60 års ballast af information, humanistisk nytænkning og tolerance. Far arbejdede, Mor var hjemme, skilsmisse var umoralsk, det var 40 år før M/K, børn var under disciplin, TV og mobiltelfoner var science fiction, der var lokum i gården og Jøder var “alstså ikke sådan helt OK”. Det var 30ernes sociale realiteter i et land hvor ‘få havde for meget og færre for lidt’.

Så var der socialismen, som med den nye arbejdermagt og kvindefrigørelsen havde fået tag i mange. Forstyrret af vor nutidige forståelse vil vi aldrig være i stand til at fatte med følelserne hvad det betød. Vi ved for meget. Den yderligtgående Socialisme var for nogen en vej frem, for andre en forbandelse. Hvem kunne dengang sige hvad der var bedst i 30erne? Det var midt i Stalin’s opbygning af en kollektiv stat, der ikke stod tilbage for Hitlers model i totalitær terror. Begge sider havde tilhængere, som med ildhu forsvarede deres opfattelse. Hvad vi glemmer er at filtrere det 21. århundrede fra og tænke 1930!
De Skandinaviske frivillige i Finlands vinterkrig og medlemmerne af SS Viking divisionen havde meget tilfælles: Modstand mod kommunismen.
Både Socialismen og Nazismen var nytænkning, som forsøgte at retfærdiggøre opretningen af en mislykket fortid, omend fra forskellige synsvinkler. Når man i dag siger ‘Nazisme’, tænker vi på undertrykkelse, koncentrationslejre og krig. Sådan var det ikke i 30erne. Hvad så når vi siger kommunisme? Stalins udryddelse af hele befolkninger (Kalmykker, Tartarer)? Kollektiviseringen i Ukraine, der i 1933-34 kostede over 6 millioner mennesker livet i en af de største menneskeskabte hungersnødskriser nogensinde? Dødsstraf for at beside mad i denne periode? Gulags? Systematisk bortfjernelse af produktionsmidlerne i Polen og Czechoslovakiet i 50’erne, så man kunne bevare stødpuden mod Vesten i undertrykte agrarsamfund? Ungarn, Prag, Stasi, Ulbricht, og Honecker?

Jamen tøv lige en kende! Vidste vi alt dette i 1970’erne, hvor kultureliten i Danmark var så rød som tomater? Det var kun 35 år efter at Walter Duranty, New York Times, berettede om ‘no problems’ under sin rejse i Ukraine i 1933, midt i hungersnøden. En beretning for hvilken han modtog Pulitzerprisen!

Hvem har sagt til de danske venstreorienterede: “I skylder os svar?” – spørgsmål, man nu helligt kan slynge mod de afdøde Wivel og Jensen. Og hvor mange venstreorienterede har ligesom Nazisterne ikke sagt: “Vi vidste det ikke.”?

Mennesket har svært ved at erkende sine fejltagelser. Det er klart, at hverken Wivel eller Jensen havde nogen motivation for offentlig anger. Selvopfattelse, overlevelse og det, at ny viden medfører nyt udsyn, afgør den sag. Nogle af disse udsyn har uheldige konsekvenser og så følger løgnen. Clintons ‘I did NOT have sex with this woman’ er et godt eksempel.

Trods Stalins forbrydelser er det ikke kommet på mode endnu at angribe kommunismens prædikanter. Dens fald er på for kort afstand. Vi har ikke fordøjet KGB og Stasi arkivernes informationer og der er stadig for mange tidligere tilhængere, der sidder på meningsdannelsen. Det var mere opportunt at anklage den flygtende Kravchenko for at være CIA-agent end at afsløre Durantys vås.

Jeg blev i 70erne beskrevet som ‘samfundsfjende’ i en venstreorienteret antologi, p.gr.a. mit arbejde i forsvarsministeriet. Det var en karakteristik, man havde overtaget direkte fra Stalin’s standretter (Vrag Naroda). Man kan kun gisne om konsekvenserne for mig, hvis Danmark havde fået en venstresocialistisk regering.

Nazisme? Kommunisme?
Plus ca change!

I åbne samfund har vi muligheden for at råbe op, bundet i et menneskesyn med rod i humanismens opståen i Frankrig og USA for 200 siden. Det giver os selvfølgelig ret til at sige til Wivel, Jensen og mange nulevende personer: “I skylder os svar”, men ikke til at angribe dem fra en bastion i et glashus.

Det er ikke blot i Danmark at tolerancen fører til uhindret accept af visse yderligtgående meninger og vilkaarlig  undertrykkelse af andre, som for eksempel representeret af Hizb-ut Tahir. I England har jihadisten og Imamen Abu Hamza offentligt opfordret til at fortsætte hvor Hitler slap i relation til Jøderne. Det tog myndighederne flere år at arrestere ham og kun efter en ændret terrorlovgivning.

En ligesindet prælat, Abu Quatada, rejste i 2004 rundt med foredrag, der retfærdiggjorde hellig jihad og videreførsel af 9/11 aktionen. I 2012 forsøger den Engelske stat stadig at slippe af med ham til Jordan – umuliggjort af EU’s udsagn:”Det villie være imod hans menneskerettigheder”.

Hvordan i alverden kan vi tillade den slags?

Spørgsmålet er, om netop vor tolerance, normalt opfattet som styrken i demokratiet, vil blive nedvurderet i fremtiden. Vil man om 30 år bebrejde os, at vi ikke gjorde nok? At vi blot var konfliktsky medløbere? Eller vil man sige “Den klarede I sør’me flot”?

Min bedømmelse i 2012, 8 aar efter jeg skrev denne artikel, er: Vi svigter så det driver – ref. Islam debatten og par. 266b.

Relativitetsopfattelse i vurderingen af fortiden har altid eksisteret.
Derfor skildrede middelaldermalerne korsfæstelsen med soldater i 1400-tals uniformer og ikke i romerske. Det bør man huske når man i dag stiller sig på barrikaderne og råber “J’accuse”.

Retten til frit at tænke og udtrykke sig medfører også en pligt til at forsvare denne ret, men vi har et indbygget besvær med balancen. Dog er en overskridelse en uundgåelig og nødvendig del af demokratiets udfoldelse, så vi kan se om vi er på rette vej eller ej. Nazismen gik langt over grænsen og viste sig at være over-national og alt andet end ‘social’. Men akkurat som i dag ventede vi for længe med reaktionen: det var svært at kapere omfanget af ondskaben dengang, så man lukkede øjnene. Danmark tjente jo fede penge på Tyskerne! Der skulle en krig til at flå Tornerose ud af dynerne. Kommunismen, derimod, udpinte sig selv og dog vedblev mange danskere at acceptere Lenins udsagn om, “at man ikke kan lave en omelet uden at smadre æggene”.

20-30 millioner Russiske og Ukrainske æg, smadret i fredstid vel at mærke.

For at kunne forstå vore tanker og ideer i dag skal man netop “tilbage til fremtiden”. Den fremtid har været der et stykke tid for nazismen, men er ikke kommet endnu i den offentlige vurdering af kommunismen eller for forståelsen af de dramatiske ændringer i dagens samfund, navnlig i relation til kritik af had-prædikende mindretals religioner.
Den 20 Juli 2004 holdt Tyskerne en stor mindedag i anledning af 60-årsdagen for attentatet på Hitler. Talerne var mange og opgøret med den indbyggede konflikt: var bombemændene helte eller landsforrædere? var tydeligt svinget over til fordel for heltene. Nu var det jo også 60 år efter. Men Gerhard Schroeder undgik bevidst ordet ‘helt’, selvom talens indhold pegede i den retning.

Det viser hvor svært vi har det med selverkendelse og standpunkter.

Hvad kommunismen angår, så er der mange, der skylder os svar.
Hvor lang tid skal der gå endnu før vi hører fra dem?

Hvad mon der gik gennem spionen Kim Philby’s hjerne, da han ensom og isoleret sad i sin Moskva-lejlighed, under konstant overvågning og censur af KGB, berøvet enhver form for borgerlig værdighed? Pølsen og de sure agurker, som han serverede for den sidste BBC journalist, der besøgte ham før han døde, var en lang rejse fra søndagens Steak and Yorkshire Pudding i hans lokale pub hjemme i England. Hvis hans jammerlige eksistens havde fremtvunget fortrydelse, så røbede han det i hvert fald aldrig.
Vores art vil altid forsvare de dumheder, vi har begået, til sidste blodsdråbe.

Hvordan kan vi så forvente anger fra velbjergede samfundsstøtter som Ole Wivel og Knud Jensen? Vi venter nok også med at bebrejde vore egne kommunist-koryfæer til de er døde. Det er meget lettere.

Indtil da kan så både de og de mange indvandrere, der hader vort samfund, nyde godt af det Danske demokrati, ordnede retsstat, sikkerhed og efterløn – og bruge deres velstand på fx. ferie i Ukraina og Rusland, hvor de, ligesom jeg har erfaret det, kan se det rod, deres overbevisning efterlod i det, som verdensbanken i 1996 kaldte “Europa’s potentielt rigeste land”.

Opfattelsesrelativismen længe leve.
Og talefriheden længe leve!

22 Juli 2004.

[med korte bemærkninger 2012]