Thyra Danebod - eller Gorm Danebod? Dansk Tekst

Thyra Danebod og Gorm
- Hvem var Tanmarkar bot i virkeligheden?

Den lille Jelling sten har en af de mest berømte og omdiskuterede runeindskrifter i Danmark:

"GormR konungR gærði kumbl þǿsi æft Þōrwē konu sina Danmarkar bōt"

Generationer af forskere har ganske korrekt oversat denne simple tekst med:

“Gorm konge gjorde dette mindesmærke efter sin kone Thyra Danmarks bod”

Alle danskere, fra skolebørn til akademikere, har fejret Thyra som den, der byggede Danevirke, det enorme forsvarsværk ved Jyllands rod, der i flere århundreder definerede hvor Stor-Germanien sluttede og Danmark begyndte.
Hvis sandheden bag denne dåd er for hard en nød at sluge, så er hun i det mindste blevet kendt som en, der gjorde sig smukt bemærket, omend årsagen fortaber sig i historiens mørke.

Thyra’s dyd, skønhed og fædrelandskærlighed er først beskrevet i detaljer af Saxo og Svend Aggesen, for derefter at blive kopieret hos alle efterfølgende historikere. Da man i det 12. årh. var tættere på begivenhederne, er det nærliggende at antage, at man var tættere på en mere kendt historisk kerne.
Men var man nu det?

Dette er ikke et forsøg på at fratage Thyra et ry, som muligvis er fuldt fortjent. Det er endda muligt at Saxos og Aggesens beskrivelser hviler paa fakta, omend disse ikke er blevet bekræftet i andre kilder.
Det er snarere et forsøg på at anvende lidt kritisk sans og logik, noget, der hos både Saxo og Aggesen er forsvundet under en dyne af betagelse og slet skjulte maal: Etableringen af ry og berømmelse omkring kongemagten i en tid hvor magtstridigheder og grænsedragninger blev defineret af, hvor stærkt herskeren tog fat om tingene. Navnlig Saxo medtog rub og stub af, hvad han fandt i tidligere beretninger og netop denne ukritiske metode har gjort hans beskrivelser så interessante, specielt når man i andre kilder har fundet materiale til sammenligning. Men måske fik den gamle skriver alligevel digtet lidt for meget kød på benet i dette tilfælde? Måske er der en anden fortolkning, en dybere sandhed, som har ligget skjult bag meddelelsen på den lille runesten på Jelling kirkegård? Under alle omstændigheder er det forunderligt, at selv åndskoryfæer som Lis Jakobsen, vor store runeforsker, og Hans Brix ikke har formået at rokke ved Thyra romantikken, trods veldokumenterede forsøg (1927).
Hvis Thyra virkelig udførte noget storladent, noget, der fortjente en titel på en runesten, så ligger tampen stadig kold og ensom derude og venter på at blive fundet.
Indtil da kan man så undersøge, om ikke en mere logisk forklaring på runeindskriften skulle tages op til overvejelse.
Og her er den.

Den historiske kerne
Det er Svend Aggesen, der i sin Danmarkshistorie fra omkring 1180 for første gang siden runestenen nævner Thyra. I et kapitel fyldt med det rene opspind roser han Thyras skønhed, dyd og klogskab og forklarer hvordan hun startede bygningen af en vold, Danevirke, til værn mod den tyske kejser Otto I’s aggression. Det er sandsynligt, at Aggesen og Saxo har kendt hinanden, skønt Aggesen var lidt ældre. Aggesens hird-beskrivelse og historieskrivning overlapper Saxos yngre dage og begge tilhørte adelen og havde store stillinger ved hoffet. Det er derfor ret sikkert, at Saxo i sin Gesta Danorum har “løftet” Thyra-beskrivelsen fra Aggesen. De har måske endda diskuteret teksten.




I første omgang fortjener den vold, som Aggesen tillægger Thyra, eller i hvert fald noget af den, strækkende sig fra Slesvig i øst til Vesterhavet i vest og kun brudt af en snæver port (porta angustissima) en kommentar.




Ifølge Frankiske annaler havde Godtfred allerede ca. 808 e.Kr. ladet opføre et voldsystem.

De seneste forskningsresultater angiver imidlertid en noget ældre oprindelse. Det er endda muligt, at visse dele stammer tilbage fra det 7. Årh. eller før, men udgravninger i 1960-70erne har konfirmeret følgende:

Danevirke I (Nordvolden, den ældste Hovedvold og Østvolden, der afskærer Svansen) er opført omkring 737 e.Kr., hvilket er bevist dendrokronologisk. Denne del af forsvarsværket var et engangsforetagende.

Danevirke II (Kovirke) kommer næst i rækken. Dateringen er uklar, men volden kunne godt være en del af Godtfreds voldsystem fra 808 e.Kr.. På grund af stilen i det regelmæssige design er det også muligt at bygherren var Svend Tveskæg. Han var kendt som en ‘borgenes bygherre’.

Danevirke III går fra Hedeby’s halvkredsvold, via forbindelsesvolden over den udbyggede Hovedvold og Krumvolden. Denne del af systemet har adskillige gange været udsat for væsentlige forstærkninger som dendrokronologisk er bestemt til at være påbegyndt 968.

I det store og hele er Danevirke altså et forsvarsværk, der dels blev anlagt af en prominent dansk magthaver af format mindst 150 år før Thyra blev født, dels blev udbygget efter hendes død af Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store. Navne som Thyravolden og Thyraborg er mange hundrede år yngre og har intet med virkeligheden at gøre.

Nu må vi ikke undervurdere informationsstrømmen i det 12. årh., og mit gæt er, at Aggesen var fuldt ud klar over situationen. Men hans mål var, at etablere en royal monumentalskikkelse, og her kom Thyra, runesten, jordvold og lidt passende ekstra digt ham helt tilpas. Så han tav om sin mulige konkrete viden.
Med et ord fra moderne politik: “Spin”!
Ingen kilder, hverken historiske eller arkæologiske, understøtter Svend Aggesens Thyra-meddelelser.

Saxos beskrivelse er en anelse forskellig fra Aggesens, da han fletter informationer fra Adam af Bremen ind i sin historie. Men her bliver Saxo stegt i sit eget fedt, og det er det, der er så vidunderligt ved Saxo: han tager alt med, temmelig ukritisk: Han lader kejser Otto angribe Harald og Thyra, altså moder og søn.
Men den er da helt gal og ville kun kunne forklares, hvis Gorm døde før Thyra.
Og det gjorde han ikke. Gorm døde ca. 959 og Thyra ca. 935.
Det må Saxo have vidst. Gorm lod jo udtrykkeligt runestenen rejse for sin kone!

Der er meget vi ikke ved om Danmarks historie før 1200 og mange af de modstridende forklaringer i Saxos og Aggesens beskrivelser indeholder uden tvivl historiske kerner. Vi kan imidlertid se, at de selv var klar over problemerne og at de forsøgte at skrive sig ud af dem ved at indflette forklaringer, der byggede på ren fantasi, så der kunne komme noget sammenhængende ud af selvmodsigelserne.

Alle vore runemonumenter fortæller en historie, både på og mellem linierne. I nogle få tilfælde kan vi sammenholde runebeskrivelserne med noget historisk og dermed få en dybere indsigt, men et faktum træder frem med store bogstaver på Gorms sten: Thyra døde først, og det har historikerne gennem tiderne haft det svært med, når annaler, sagaer og Saxo blev sammenlignet.

Der er ingen samtidig beskrivelse, der nævner Tanmarkar bōt – og ordet bōt har desuden forårsaget adskillige diskussioner med hensyn til den eksakte betydning. Det ser i virkeligheden ud, som om den af Aggesen og Saxo valgte karakteristik har fremkaldt en sværm af digt og fantastiske udledninger og dermed fortsat den ‘Thyra Saga’ som de startede. Det må siges, at deres ‘spin’ lykkedes ud over alle forventninger.

Lad os for en stund antage, at bōt betyder noget i retningen af ‘en, der har forsvaret Danmark’ eller ‘en, der byggede betydningsfulde, strategiske fæstningsværker’. Det naturlige spørgsmål må følgelig være: “Hvor var Gorm dog i den periode”? Nød han livet hjemme i hallen i Jelling, med mjød og dansende slavinder? Og var hans kuml til konens minde en tak for, at hun gav ham et behageligt liv, mens han lod hende slås for Danmarks selvstændighed? Var det en indrømmelse af hans dovenskab?
Hvis det er hvad vi tror, så har vi misforstået kulturen og værdisystemet i det 10. årh. ret grundigt.

Problemet med ordet ‘bót’ er, at man er blevet taget ved næsen af bade Saxo og Aggesen. Det er et typisk eksempel paa et ‘ledende udsagn’, da begge d’herrer tillagde Thyra denne betegnelse, og man identificerede ordet ‘bót’ med betydningen af en glose, ‘but’, der først kendes 300 år senere, i stedet for at læse glosen som ‘bøt’. Man har forgæves ledt efter ‘bót’ på andre runesten, men i betragtning af det begrænsede kildemateriale og indskrifternes knaphed er det vel ikke mærkeligt, at søgningen har været resultatløs. Smigeren er åbenbar, men er det ikke lidt tamt at oversætte ‘bót’ med at forbedre, bøde, hjælpe?
Det mener Johan Lange i Kuml 1982-83, p.213-17 i hvert fald.

Et af problemerne er runen

Den kan læses som både U, Y, Ø, O.
Hvis man derfor sammenligner med de normale vokalændringer som f. eks. ‘thusi’ til ‘thausi’, der er kendt i runesproget og som videre overgår til ø (laukar bliver til løg paa Dansk), så er parallellen ‘baut’ til ‘bøt’ nærliggende.
‘Bauta’ betyder ‘at slå’ på Old Nordisk, jvfr. Bautasten, med den opr. betydning ‘slagsten’.
I al korthed: Tilnavnet ‘bøt’ bør oversættes til ‘den der slår’, eller ‘en særdeles stærk mand’ – jvfr. andre slående navne som Karl Martel (hammer), Erik Thexla (økse) og Sigmundr Spærr (spyd).
Tilføjelsen 'il' angiver i ON instrumentalis formen, altsaa 'bautil', hvilket saa ændres til 'bøtil' og derefter med blødgørelsen af 'd' til 'bødel' - - en meget 'stærk' mand; et ord alle kender i dag!

Et andet problem er hvor meget Aggesen og Saxo TROEDE de vidste.Oprindeligt har man i 940’erne udmærket forstået hvem der var den ‘stærkt slående’ – men i de følgende 250 år ændrede sprogbrugen og overleveringen sig, nok til at ‘bøt’ blev til ‘but’ og hægtet på Thyra.
...
Som vi har set, er runeindskriften og sagaerne i direkte modstrid. Svend Aggesen og Saxo levede 250 år efter at Thyra døde, så de fleste mundtligt overleverede minder var for længst blevet fortyndede, tildigtede eller simpelthen tabt. At genskabe den oprindelige viden var en kamp de ikke kunne vinde.
Hverken Aggesen eller Saxo havde adgang til den teknologi og de forskningsmetoder som vi anvender i dag. Kildekritik og muligheden for bredere sammenligninger eksisterede ikke som metoder. Men måske vigtigst af alt: Det interesserede dem heller ikke! Deres mål var et helt andet, da det netop drejede sig om at beskrive landets storhed. Det var et mål de delte med adskillige af fortidens historieskrivere, fra Cæsars berømmelse af sig selv i “Gallerkrigen” til Jordanes Goterhistorie og Procopius’ berømmelse af kejser Justinian.
Det er derfor forkert at antage, at fordi Aggesen og Saxo var tættere på i tid, så er deres beskrivelser også mere troværdige!
Men hvis de beskrev situationen uafhængigt af hinanden, under indtryk af en folkeoverlevering, der langsomt var skredet i retning af Thyra p.gr.a sproget, saa peger tilnavnet helt klart paa Gorm:
Aggesens 'Decus Datiae' og Saxos 'Danicae Majestatis Caput' skal sammenlignes med det faktum, at Gorm uomtvisteligt var Jyllands første enehersker.

Konklusionen er derfor ligeså enkel som den er overraskende.
Historikere, runologer og filologer har gennem tiderne forsøgt at hitte rede i baggrunden for, at Tanmarkar bōt kunne generere dette vildnis af eventyr og forsøgt at forklare årsagen til Thyras tilnavn. De har helt overset den simple og yderst nærliggende forklaring:

Tilnavnet er ikke Thyras.
Det er Gorms!

Men så er man tvunget til at spørge: Hvad drev Gorm til at antage dette tilnavn, Danmarks frelser eller pryd?
Svaret er ligeså enkelt. Intet specielt!
Det er et udtryk for den selvhævdelse man kunne forvente omkring 935 e. Kr. fra en kongeskikkelse. “Jeg er den bedste, den største, den tapreste” – rent pral.
Kongen var i vikingetiden ikke blot en ledende skikkelse, han var et symbol på styrke og fremgang. Nogle hundrede år tidligere ville han også have været et frugtbarheds symbol. Misvækst eller nederlag ville på stedet have medført en ‘kongeofring’. Danske historikere, f.eks. Lauring, har længe været klar over, og beskrevet, dette begreb. Så galt var det måske ikke på Gorms tid, men en konge var en overordnet figur, som med vold, magt og snuhed konstant måtte retfærdiggøre sin position. Så længe han sikrede fremskridt for folket, forsvarede landet og genererede konditionerne for almindelig velfærd, ville han sidde sikkert i sadlen og bevare kontrollen. En af metoderne var naturligvis at sprede rygtet at alt var vel.

Gorm levede i urolige tider. Der var nok at gøre med at sikre grænser, etablere og forsvare magtområdet. Det må ikke glemmes, at en konge blot et par generationer før ville have hersket over et område næppe større end et herred eller to. Dette var statsdannelsernes tid og Danmark var netop ved at blive født. Gorm var født omkring 900 og døde henimod 959, ikke helt så gammel som hans navn, Gorm den Gamle, antyder. Det vil sige, at han overlevede Thyra ca. 25 år.

I denne periode var Danmark under både direkte og åndeligt angreb. Syd for Danevirke var det Otto I, der havde en Kristen missions agenda, og i Hedeby havde en gruppe svenske vikinger taget kontrol.
En nøglefigur var her en vis Gnupa (Knubu) nævnt på flere samtidige runesten, Hedeby 2 og 4.
Det er ikke helt klart hvem der gjorde ende på svenskevældet, Gorm eller Harald, eller måske endda kong Svend, men svenskerne forsvandt og det ville have været en sejr værd at prale af i et forsøg på at fremhæve sig selv. Det er også muligt, at det skete i faser.
Denne diskussion fører lidt for vidt her, men Gorm og Gnupa må uden tvivl have stødt sammen. Er det så utænkeligt, at et minde om kampe ved Danevirke, en tvetydig tekst på Gorms runesten og Aggesens fantasi 250 år senere blev kombineret til en fantastisk historie om en stout dansk droning? Hvis Danevirke blev repareret eller en tilbygning startet af danskerne, så følger det, at svenskerne MÅ være blevet smidt ud, da Danevirke/ Kovirke udspringer fra Hedeby’s vold.
Det virker usandsynligt, at Thyra skulle have været den brave amazone, der viste svenskerne vintervejen!

Kejser Otto i Tyskland havde iøvrigt en truende agenda at forfølge, nemlig at gøre alle ikke-kristne lande kristne, og der lå det hedenske Danmark og stirrede ham lige i øjnene. Det passede ham sikkert også, at så kunne han samtidig udvide det område hvorfra han indkrævede skat! Der var adskillige skærmydsler mellem Otto og Gorms hære og mere end en god grund for Gorm til at sikre og udbedre forsvarsværkerne ved Danmarks sydgrænse.
Det er også her utænkeligt, at dette skulle have været Thyras ansvar.

Den store runesten, Haralds sten, i Jelling siger: “ - - - som gjorde Danerne kristne”. Dette er hverken mere eller mindre end et kup i strategisk diplomati. Hermed eliminerede Harald den eneste forsvarlige årsag, som Otto måtte have, til at angribe Danmark, da det ville have været et angreb på en anden Kristen nation.
Det er således ikke realistisk at forestille sig, at det var Thyra, der før 935 gjorde en ende på svenskevældet, udbedrede Danevirke og lagde grunden til en fred med Tyskerne. Otto har givetvis angrebet Danmark i de 25-35 år der fulgte efter Thyras død, men Gorm og senere Harald var i første omgang i stand til at modstå disse angreb for endelig at eliminere Otto’s motivation helt ved at sende Danmark til dåben. Saxos beskrivelse af Thyra som et maal for hans giftetanker og Thyra's listige svar maa beskrives som det rene vaas.
Men hvor kommer så Danmarkar bōt fra?

Runetekstens opbygning paa runesten.
Lad os kaste et blik på hvordan runeindskrifterne var komponeret i vikingetiden.
De fleste sten følger en ganske klar formel:

“Hvem skrev runerne – til hvis ære – beskrivelse af den døde”.

Det er en logisk orden, som følger vores tankegang i dag ganske vel og derfor umiddelbart kan accepters:

“Jorgen ristede disse kumler over sin far som var en meget respekteret mand”.
I det gamle Nordiske mål:

“Iurkin risti kuml þansi æft faþur sin harþa kuþan þegn”

Sådan formulerer vi os i dag, også rent grammatisk. Betydningen er klar. For 1100 år siden vidste man også nøjagtigt hvem der var hvem, måske endda endnu bedre på grund af den mere komplekse grammatik, der for det meste tydeligt angav subjekt og objekt.
Nogle indskrifter følger imidlertid lettere varierende formler, ofte på grund af praktiske begrænsninger vedrørende pladsen på stenen, det gammeldanske sprogs anderledes ordstilling, den valgte udtryksmåde og måske en sans for den kunst og poesi, som runerne kunne udtrykke. Derudover var ikke alle lige gode til at udtrykke sig eller anvende de 16 runer, som vikingetidens begrænsede “futhark” bestod af. Og endelig var det et besværlig stykke arbejde at hakke løs på den hårde granit, hvad der betød, at mange runer var ristet så let, at kun samtidig bemaling ville have ladet dem stå frem – grunden til at adskillige runer blev eroderet til ulæselighed i de følgende århundreder.

Men der er en overraskende forskel på tidlige og senere runeindskrifter.
Tidlige runesten, før ca. 1000 e.Kr., udviser tydeligt denne forskel. Der er ikke mange, men nok af dem til at vi kan føle os på fast grund når vi forsøger at interpretere indskrifterne korrekt.
Dette ældre design følger en anden regel:

Hvem ristede runerne – for hvem – hvem var jeg

Eller i eksemplet ovenfor:

"Jorgen; ristede disse runer for sin far; (Jorgen) is a very clever guy"

Ferslev stenens indskrift lyder for eksempel således:

"Toki satti sten þansi æft Asti sun sinn Lutaris sun"
eller I klar tekst:
"Toke satte denne sten efter Asti, (Toke er) Lotars søn"

Det er åbenbart, at Asti ikke kan være både Lotars og Tokes søn!
Teksten kan heller ikke misforstås grammatisk.
Når først man forstår dette design, denne formel, fremtræder der et helt klart budskab, som ikke tillod tvivl hos samtidige læsere.
Stenens (kumlets) skaber udsender gennem omramningen et stærkt budskab om sig selv i både begyndelsen og slutningen af teksten og glemmer ovenikøbet tit at specificere objektet for runeindskriften.
Kumlet bliver et pragtfuldt stykke selvforherligelse!

Professor Jonsson angreb I 1927 Hans Brix, da han første gang antydede, at Gorms sten måske var misfortolket. Jonsson påstod, at der ikke var andre stenindskrifter, der kunne fortolkes på den alternative made, hverken fra et design eller et grammatisk synspunkt.
Så vidt jeg kan se havde Prof. Jonsson ikke gjort sit hjemmearbejde. Her er der 3 eksempler:

Kolind stenen:
Tosti resþi sten þannsi æft Tofa, es warð døðr østr, broður sinn, smiðr Aswidar (Toste rejste denne sten efter sin brother som døde østpå; [Tosti var] Aswidar’s blacksmith,
Vedelspang stenen:
Asfriðr gærði kumbl þausi dottir Oðinkars
(Asfred gjorde disse kumler; [Asfred var] Odinkar’s datter)
Skærn stenen:
Sasgærðr resþi sten; Finnulfs dottir.
(Sasgerd rejste stenen; [Sasgerd var] Finulfs datter.

Alt hvad Prof. Jonsson havde behøvet at gøre var at vandre et par skridt over kirkegården, hen til den store, yngre Jelling sten for at finde et yderligere, og måske mere overbevisende, eksempel: Harald beskriver sig selv væsentlig tydeligere end sin moder og fader, som stenen dog udtrykkes at være rejst for:

"Haraldr konungr bað gørwa kumbl þausi æft Gorm faður sin auk æft þorwe moður sina : sa Haraldr es sær wann Danmark alla auk Norweg auk Dani gærði kristna"

Med andre ord, lidt seriøs forskning i strukturen og formlen for runeteksterne på de ældre runesten viser, at denne indramning (rister – for hvem – risterens karakteristik) var helt normal i tiden før 960 e.Kr.

Konklusion - og et PS.   Saxo og Aggesen var nationalistiske eventyrforfattere og ‘spin doctors’ i relation til historierne omkring Thyra. Alle referencer til, og ‘fakta’ om, Thyra er helt og holdent deres opfindelse –med mindre en ukendt kilde pludselig skulle dukke op og kuldkaste denne opfattelse. Thyra er ikke nævnt i andre kilder og tilnavnet Tanmarkar bōt er ikke knyttet til nogetsomhelst kendt om Thyra.
Det skal indrømmes, at Tanmarkar bōt (Danebod) grammatisk godt KUNNE referere til både Gorm og Thyra. Den tanke, at det måske dog er Gorms tilnavn, er derfor udledt helt af sammenligningen med andre indskrifter fra same tid, kontexten, rimeligheden og kendskabet til datidens værdisystemer og kultur.

Lis Jakobsens forsøg på at knytte Gorm direkte til en væsentlig hændelse som drabet på Gnupa og hans søn Silfraskalli i Haithabu (Hedeby) er ikke universalt blevet accepteret af sagkundskaben. Lis Jakobsen forsøgte dette i sin bog “Svenskevældets fald”, hvor hun refererer til runestenene Haithabu 2 og 4, men hendes konklusioner er blevet kritiseret af Prof. La Cour. Det er dog klart, at hun sagtens kunne have ret i store træk og Erik Moltke, en anden dansk runeforsker, støtter hendes teorier. I så fald ville Gorm have særdeles god grund til at slå sig selv for brystet. Men hans forsvar af Danmarks sydgrænse over en længere periode og hans sandsynlige vedligeholdelse af Godtfreds vold ville have været nok til at kalde sig Danmarks beskytter eller stolthed, da ordet bōt ikke er ganske veldefineret. Saxo og Aggesen valgte deres egen fortolkning, da det passede deres mål.

Adskillige andre har forsøgt at gendrive Lis Jakobsens og Hans Brix’s argumenter, for det meste emotionelt og uden held. Fru Jakobsens skarpe intellekt og tunge lod ikke angriberne i tvivl om hvad hun mente om dem!

Tilbage står så følgende:
Indskrifts-formlen på de tidlige runesten understøtter fuldt ud antagelsen, at Gorm sagtens kunne være Tanmarkar bōt. Dette var klart forstået af 900-tallets læsere og behøvede ingen ekstra forklaring.
Det er en helt rimelig antagelse, at Gorm, som konge, skulle nævne sig selv som ‘helt’ og ‘Danmarks stolthed’, eller endnu bedre: Danmarks stærke mand, navnlig hvis udtrykt i samme åndedrag som sin kone. Kongen var synonym med held og lykke i riget – ellers ville han ikke være konge ret længe. Det var en rimelig sag at udbasunere egen storhed.
Der er efter min mening en udpræget uvilje mod at lade en romantisk forestilling falde med et brag. Thyra-historien er for smuk. Aggesens og Saxos eventyr har betydet for meget i vort lands historie, da skrønen først blev genfundet og kommunikeret i det 16. årh. og frem.

Tanmarkar bōt kan altsaa referere til Thyra, men hvis pro og con lægges på vægtskålen, begynder denne mulighed at miste terræn. Koner styrede hjemmet i vikingetiden – manden, kongen, var heltedådens svend, en kultur man ikke lades i tvivl om, når man læser de samtidige sagaer!
Desværre blive danske skolebørn stadig fyldt med Aggesens og Saxos skrøner – hvis de da stadig har historie som fag. Det er en skam at den alternative fortolkning er blevet fejet under tæppet siden den først blev nævnt i 1927.

Gorms runesten bør derfor læses som:

"GormR konungR, Danmarkar bōt, gærði kumbl þǿsi æft Þōrwē konu sina"

- og det er en tekst, der klæder en vikingehøvding væsentligt bedre, og som er endeløst mere sandsynlig, end den implicitte fortolkning, at han var et dovent bæst, der lod konen udføre de store bedrifter.

- og her er så PS'et: Jellinge-mindesmærkerne har enorm betydning for forståelsen af den gryende kongemagt i Danmark. De er både unikke og ukomplette som de fremstår i dag og derfor ikke fuldt forstået. Jeg medgiver derfor, at mit valg af fortolkning er bygget på indicier og i nogen grad baseret på indirekte viden, kulturelle betragtninger og det faktum, at vi har adapteret alt for meget af Saxos tildigtning. Teksten angiver ‘kuml’ i flertal. Der har været mere at se end vi i dag kan observere, bl.a. en skibssætning eller et Vi, og Gorms sten har givet været en del af disse ukendte kumler.
Henviser teksten nu blot til runerne – eller menes der resterne af den nu forsvundne konstruktion? Ydermere står stenen ikke på sin oprindelige plads. Kunne man derfor tænke sig, at Gorm med den grammatiske tvetydighed har henvist til både sin kone og sig selv?
Efter min opfattelse er denne tydning at fabrikere alt for megen fortolkning udfra alt for lidt viden, så jeg fastholder min version. Men et står fast: Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål begravet i Jellings jord.

Kilder:
Saxo
Svend Aggesen
Lis Jakobsen, Hans Brix og Niels Møller: “Gorm Konge og Thyra hans kone”
Lis Jakobsen, Erik Moltke: “Danmark’s runeindskrifter”
Lis Jakobsen: “Svenskevældet’s fald”
Kuml 1982 og adskillige let ‘Googlede’ Internet tekster, e.g. V. LaCour.
Hvis nogen er interesseret i at studere kongeofringer, saa er Palle Lauring og Peter Grove (Danmarks daab) gode udgangspunkter.